Hillerød Byturnering - Nordea Cup 2008


Så er der kun Thomas Schou-Moldt tilbage med maksimum. Thomas vandt overbevisende over Michael Tandrup, der tilsyneladende hurtigt kom på hælene og derefter gik det bare ned ad bakke hele vejen. Thomas virker tændt og skarp i denne turnering.
Esben vandt prestigeopgøret mod Ib. Det virkede, som om der var en del psykolologi med i spillet. Esben havde for kort tid siden vundet det tilsvarende opgør i klubturneringen, og det så ikke ud som om Ib var mentalt klar til revanche. Det blev overraskende hurtigt spil til et mål og det var Ibs.
Anders Bork vandt lidt for nemt over Hans og i det sidste parti sled Per S. Sørensen sig til en sejr i et langt parti mod Jes Knudsen.

I basis 1 er det ikke uventet de to unge lokale helte Christopher og Sofus, der fører efter begge at have vundet klare sejre i de to første runder. Der er lagt op til et brag når de tørner sammen senere i turneringen!
I basis 3 er der endnu en hillerødspiller - Henrik Holm der har taget spidsen med maksimum. Vi venter spændt på fortsættelsen!