Hillerød Byturnering - Nordea Cup 2009


Christopher Pedersen er kommet forrygende fra start. I 2. runde havde Christopher sort mod forhåndsfavoritten Ib og det blev et meget dramatisk og sindsoprivende parti. Christopher spillede meget uortodokst - ofrede tidligt en kvalitet for næsten ingenting. Det eneste oplivende var, at stillingen var meget usædvanlig og meget svær at spille for hvid. Ib tænkte sig i tidsnød, og så endte Christopher med at løbe med hele pointet, efter at han fik etableret en snedig matfælde. 2 af 2 mod de formodet sværeste modstandere må siges at være en formidabel start på turneringen.
I de øvrige partier vandt Torben Hansen over Flemming Borg og Hans E. Jacobsen vandt over Leif Kristensen - stadig ingen remisser i mesterklassen!

Til gengæld er der stadig ingen sejre i Basis 1. Tre remisser og et udsat betyder at alle fører gruppen!

I basis 2 er der heller ingen med 2 af 2. Svend Aage Rand og Jacob Hein har dog et udsat parti, så det kan ændre sig. udover de to ovennævnte fører Hans Henrik Hviid, Steen Petersen og Jørgen Persson med 1½ point.