Hillerød Byturnering - Nordea Cup 2009


Christopher Pedersen vandt fortjent sit første bymesterskab. Christopher tilhører dermed en lille eksklusiv flok af hillerødspillere der både har vundet klubmesterskab og bymesterskab.
Sejren var meget fortjent! En feberredning med en meget elegant slutpointe i anden runde mod Ib blev fulgt op af en række meget overbevisende sejre. Der var råd til et enkelt fejlgreb undervejs mod Leif E. Kristensen. Derefter var en sikker remis mod Michael Marshall i sidste runde tilstrækkelig til sejren. Det var Christophers anden turneringssejr inden for 2 måneder og som ekstra bonus kom en meget fortjent mestertitel i hus!
På en delt andenplads kom Ib - der forståeligt nok ærgrede sig over tabet til Christopher i anden runde - og turneringens positive overraskelse Michael Marshall fra Odyssseus. Michael spillede rigtig godt og forblev ubesejret.

Basis 1 startede med en masse remispartier, hvorefter alle begyndte at slå alle. Kun Henrik Holm undgik nederlag samtidig med, at han også formåede at vinde tre partier. En flot og fortjent sejr til Henrik der også vandt en del rating.
Søren Nygård Espergærde snuppede 2. pladsen efter en hidsig slutspurt med 4 sejre i træk. Wojciech var også ubesejret med med kun en gevinst, var det ikke nok til præmie.

Basis 2 fik en suveræn vinder i Steen Petersen. I et omskifteligt finaleparti mod Orla E. Jørgensen endte Steen til sidst med at vinde et springerslutspil. Undervejs var stillingen dog klart fordelagtigt for Orla, så det var en lidt heldig finalesejr. Bagfra kom Peter Langer op på 5 point og delte andenpladsen med Orla. Det skete efter et rigtig glansparti mod Svend Aage Rand, med springerofre, fine kombinatinationer og andre lækkerier. Det lover godt for sommerens turnering i Biel!