Ungarsk i baghånden

Jeg husker stadig med gru mit første rigtige turneringsparti, hvor jeg skulle forberede mig på at spille mod en langt højere ratet skakspiller. Min modstander var Viggo Sørensen fra Nordkalotten. Jeg vidste på forhånd , at han var en rigtig god spiller og en mester i at finde på små overraskelser allerede i åbningsspillet.

Jeg var derfor ganske usikker på hvordan jeg selv skulle spille, og jeg havde jo aldrig tidligere deltaget i nogen form for turnering.

Min gode skak ven John K. Sørensen fra Gribskov skakklub, rådede mig til at gennemse nogle af Viggos seneste skak partier, så jeg derved kunne være bare en lille smule forberedt. Jeg brugte derfor lidt tid på at se og forstå et større antal partier hvor Viggo med hvid eksempelvis spillede e4, d4 mv. , ja og meget mere. Det gik snart op for mig, at Viggo var en meget alsidig skak spiller, der kunne mange såkaldte varianter. Varianter var et nyt ord for mig.  Viggo spillede også en gambit. Han spillede den såkaldte ”Morra Gambit”, noget som for mig så ganske anderledes ud , noget jeg ikke var vant til. Viggo spillede med stor succes, e4,c5; d4,cxd4; c3,d3; løberxd3,springerc6 osv. .

Jeg var forvirret, hvordan klarer jeg at spille mod en modstander der jonglerer  med gambitter og modgambitter, med diverse varianter og for mig ukendte åbninger som ”Grobs angreb”, ”London systemet”, ”Ultrakatalansk” og ”Sokolskijs åbning”? Jeg forsøgte at læse lidt i Bent Larsens bog om bla., åbningsspillet. Bent Larsen skriver her ”at man skal spille en åbning man synes om” (Larsen p. 75). Disse Larsen visdomsord kunne jeg godt lide. Nu synes jeg at jeg var kommet lidt videre i min forberedelse, men så ringede telefonen. Det var min gode ven John K. Sørensen. John begyndte på en længere forklaring om noget han kaldte ”Budapesta gambit”, noget som Viggo på det  seneste havde spillet med succes i en anden turnering. John mente bestemt at det var noget jeg burde sætte mig ind i. I et ungarsk parti forklarede John spilles der, d4,sf6; c4,e5;dxe5,sg4 osv., det måtte jeg afgjort være fortrolig med. Jeg måtte lige sunde mig og spurgte så John om han var helt sikker. Der var en kort pause. Så sagde John , ”måske skal du i stedet forberede dig på at Viggo kan finde på at spille ”Ungarsk  - i baghånden”! I baghånden tænkte jeg.

Jeg takkede John for de mange gode råd og vi afsluttede samtalen.

På dagen hvor jeg skulle spille min første turneringskamp mødte jeg op i rigtig god tid inden kampstart. Vi skulle spille i Nordkalottens klublokaler i et håndarbejdslokale på en skole i Græsted.  Meget nervøs fandt jeg den plads hvor jeg skulle spille min kamp mod Viggo Sørensen. Viggo lagde så ud med at spille f2-f4, endnu en for mig ukendt og uventet åbning!