Kvik links:

Intro video


Sponsorer




 


Frivillig støtte indbetaling

 

2012 <> 2014

Generalforsamling 2013


Referat

Af Palle Skov

Generalforsamlingen forløb i god ro og orden uden de voldsomme og følelsesladede meningsudvekslinger, som prægede sidste års forsamling, især om hvem der havde ret til træning, og hvem der skulle træne hvem.

Også i år blev træningsordningen drøftet, men med bred enighed om at GM Lars Schandorff, der blev tilknyttet klubben fra efteråret 2012 skal fortsætte som spillende træner, da det koncept ikke kun har været til gavn og glæde for førsteholdet, men for hele klubben i form af fem velbesøgte træningsaftener med stormesteren.

Udover at være træner og inspirator har Lars' indsats for klubben været at spille 1.bræt i 1.division. Her scorede Lars ubesejret seks af syv. Samme resultat opnåede FM Jens østergaard, men det var ikke nok til topscorerpræmie, da debutanten Martin Percivaldi efter en remis i 1.runde vandt resten: 6,5 af 7.

I årets klubmesterskab deltog klubmestrene fra de seneste 17 år. Alligevel kunne ingen af de rutinerede mestre forhindre, at en ny løb med titlen. Klubmester blev 14-årige Martin Percivaldi i det hårde felt.

Vi er i øjeblikket præcis så mange medlemmer, som der er felter på et skakbræt, og det gør os til den ottendestørste klub i landet. Den konstituerede formand Hans E. Jacobsen glædede sig i sin beretning desuden over førsteholdets oprykning til skakligaen og at klubben i Marin P. har en firedobbelt danmarksmester i juniorskak. Klubbens hjemmeside har mange besøgende og der er øget fremmøde til klubbens turneringer og øvrige arrangementer. Samtidig er en svigtende tilslutning blandt juniorerne vendt og det går igen fremad med tilgang af de helt unge spillere.

Hillerød Skakklub har fine muligheder for fortsat vækst og initiativ i kraft af den store gave i 2010 fra tidligere formand Jørgen Dissing. Nu tillader klubbens gode økonomi at budgettere med underskud, for Dissings klare ønske var, at pengene skulle bruges og ikke bare stå på en konto. Men alligevel blev kontingentet efter forslag fra bestyrelsen sat op med 100 kroner årligt for alle medlemsniveauer, for ikke at bruge pengene alt for hurtigt.

Den konstituerede formand rundede situationen i klubben omkring årsskiftet 2012/13, da formand Christopher Pedersen ikke kunne fortsætte. Et hastigt indkaldt møde nedsatte en ny bestyrelse med næstformand Hans E. Jacobsen som konstitueret formand og Morten Kühn som kontitueret næstformand.

De to blev valgt på generalforsamlingen og kan dermed smide ordet konstitueret væk. øvrige valg var genvalg over hele linjen. Kasserer Stig Lenskjær forsøgte at undgå valg. Men ved adskillige gange at genbruge en kuvert til pengepræmier i klubturneringen må Stig, med sin sparsommelighed på klubbens vegne, nok finde sig i genvalg på livstid!

Klubbladet Bondefangeren har oplevet krise. Kun få vil afse tid til arbejdet, men endnu et kunstigt åndedræt sikrer, at klubbladet kan fortsætte og gå ind i sin 38.sæson.

Internationalt har klubben to berøringsflader, den ene er at Bondefangeren redigeres og samles af klubbens mand i Canada, Dan Erichsen. Den anden er den årlige sekskantmatch med tre danske og tre svenske hold, hvor Hillerød førte inden sidste runde i Helsingborg, men måtte nøjes med samlet tredjeplads. Ny cyklus 2013-2018 begynder til efteråret.

Hans E. Jacobsen sagde i sin beretning, at vi som Skakligaklub skal have ambitioner, men at vi også skal være en klub med tryk på klub. Klubben skal både være for bredden og for de gode.