Hillerød skakklub
stiftet 1910

Variantberegning


Første rigtige træningssamling med Lars Schandorff blev en særdeles velbesøgt affære.
Temaet var variantberegning, og lad det være sagt med det samme - vi blev alle sammen sat på alvorlige prøver. Som det tydeligt ses på billederne, så blev der tænkt og regnet så det knagede og bragede.



Lars stillede os 8 opgaver, hvor det ikke kun gjaldt om at finde den rigtige plan, men også at regne varianterne i bund. Og det var rigtig svært. Stillingerne var komplicerede, men også realistiske og alle sammen havde nogle meget fine pointer.
Det svære var, at de rigtig stærke træk og vigtige pointer skulle findes flere træk fremme i beregningen, og så blev det svært.

Et godt eksempel er nedenstående stilling. Opgaven bestod i at finde hvids bedste plan, og regne den helt frem til afgørende materiel fordel eller mat. Prøv selv at bruge f.eks. 5-10 minutter og se om kan beregne dig frem til gevinsten.



Jeg fornemmede at flere - måske endda mange - fandt den rigtige plan, men at ingen formåede at forudse det afgørende træk 4 træk fremme.

Og det gjaldt de fleste opgaver. Kun få - om nogen - kunne regne varianterne til bunds, men det var heller ikke så afgørende. Vi ved jo alle at skak er et meget svært spil, og pointen var selvfølgelig, at kun ved træning og atter træning kan man forbedre sin sikkerhed i variantberegning.



Næste træningssamling bliver i starten af januar, hvor temaet er positionsforståelse. Vi er mange der allerede nu ser frem til næste lektion!

Løsning: 1. Sd6 Lxd6 2. Da6+ Kc7 3. Dxa7 Kc8 og hvad så nu - hvordan kommer hvid videre uden at gå mat i bunden? Det lækre træk er 4. Lb5!!, som både dækker på f1, truer mat på a6 og heller ikke kan slås pga. Da6+ fulgt af Lxd6 og mat. Meget smukt, men svært at se i udgangsstillingen!