Kvik links:

Intro video


Sponsorer




 


Frivillig støtte indbetaling

 

2014-15 <> 2016-17

B-rækken 2015-16


Hillerød 3

 

Har man sagt B, må man også sige A(-række)


12. marts 2016

Af Frands Lavrsen

Furesø 2 - Hillerød 3: 1-7

Sidste runde var en ren paradeforestilling for Hillerøds 3.hold, da vi jo allerede var rykket op i A-rækken. Men der blev ikke givet ved dørene af den grund, og vi rejste fra Farum med endnu en 7-1 sejr i bagagen. Og oven i købet lykkedes det både Carsten og Ole at score flotte 7 af 7, og alle vore sæsonmål med mindst 40 points, oprykning samt mindst én mand med 7 af 7 blev nået. Jo i sandhed en flot sæson, selv om vi jo var favorit i alle runderne.

De enkelte resultater blev:

1 Carsten Juul Nielsen 1911 1959 - Hans Endrup Jacobsen 1829 1967 ½ - ½
2 Knud Rask Overgaard 1733 1866 - Morten Kühn 1884 1851 0 - 1
3 Frank Rasmussen 1733 1762 - Carsten Pedersen 1808 1920 0 - 1
4 Torben Brahe Christensen 1558 1582 - Aksel Gasbjerg 1681 1618 ½ - ½
5 Peter Gottlieb 1507 1653 - Frands Winther Lavrsen 1699 1792 0 - 1
6 Helge Hartvig 1485 1562 - Henrik Holm 1687 1761 0 - 1
7 Per Hagerup 1443 1623 - Bernhard W. Sørensen 1621 1672
8 Manouchehr Kholghi 1202 1541 - Ole Rasmussen 1510 1615 0 - 1
Ialt 1 - 7 Forventet: 2,54 - 5,46

Resultatet var bedre end forventet, og der kom da også et par nemme samt et par heldige points undervejs. Hans havde som sædvanligt den sværeste modstander, og med en remis nåede han op på en score på 6 af 7 points - det er meget flot i betragtning af de modstandere, han har mødt igennem turneringen. I dette parti, hvor Hans har hvid, bølgede kampen frem og tilbage, og fra at stå rigtig godt mistede Hans efter nogle uheldige afbytninger omkring træk 34 - 35 stille og roligt overtaget og det i en sådan grad, at det kun var en kombination af Hans's vedholdenhed og et lille mirakel, der sikrede remis'en efter 72 træk. Se lige hvordan Hans's modstander formøbler en stilling med 10-11 pluspoints:

Her spiller sort 67. -, Ke4?? Herefter vinder Hans h-bonden med 68. Sg5+ og sikrer remisen. Sort skulle i stedet have spillet 67. -, h2+ med hurtig gevinst, hvis man har styr på slutspilsteknikken.

I Mortens parti skulle man helt frem til 27. træk, før der blev byttet en brik af. De følgende træk var dog helt til Mortens fordel, og han kunne sikre pointet efter 41 træk.

Carsten skulle jo kæmpe for 7 af 7 og kom da også ret hurtigt til at stå pænt. Men det var først efter modstanderens unøjagtigheder i træk 29 og 37, at Carsten kunne hjemføre hele pointet efter 45 træk.

Aksel var trådt til som reserve med kort varsel, og spillede spansk med sort. Han kom dog til stå noget klemt med bl.a. en næsten indespærret springer på h7. Der røg også en bonde, men en ufortrøden fight fra Aksel bevirkede, at modstanderen begik en fejl i 41. træk, og derefter var det en smal sag for Aksel at sikre remis'en.

Mit eget parti blev lidt af en fuser, da min modstander med en fingerfejl og helt unødvendigt satte sin dronning i slag i træk 14, hvorefter han straks opgav.

Henriks parti var vist det mest spektakulære. Først ofrede Henrik ukorrekt en officer, og da det ikke rigtig gav pote, ofrede Henrik da blot endnu en gang ukorrekt yderligere en officer. Korrekt eller ikke - det var i al fald nok til at hyle modstanderen ud af stilen - se bare her:

Stillingen er helt lige efter hvids 21. De3

Det må vi gøre noget ved, tænker Henrik, så hvorfor ikke ofre løberen på d7. Som tænkt så gjort: 21. -, Lxh3? Fra 0.00 til +1.52 til hvid på et splitsekund.

Nå, hvid kan ikke rigtigt udnytte fordelen, så da stillingen efter hvids 28. Ke3 atter er lige, må Henrik i tænkeboks igen:

Jamen hvorfor ikke bare også ofre springeren, det er jo bare en let officer mere - og igen var der ikke langt fra tanke til handling for Henrik: 28. -, Sxg2? Og vupti - nu var det fra 0.00 til +3,40 til hvid. Meningen var jo nok at overrumple hvid, og det lykkedes til fulde for Henrik, idet der fulgté 29. Txg2, Df4+ 30. Kd3?? Spiller hvid i stedet 30. Kf2 kan Henrik godt pakke sammen, men nu er det let for Henrik efter 30. -, Dxf3+ 31. De3, Dxg2 etc. Dagens pris for optimisme og vedholdenhed til Henrik.

Bernhard fik et ret kort parti. Efter lige spil foretog hans modstander en tilsyneladende uskyldig afbytning i træk 14. Det var nok til at Bernhard fik afgørende fat og hjemførte et helt point efter 24 træk.

Oles modstander spillede noget utraditionelt, og af hans 10 første træk var de 9 bondetræk. Ole skulle jo vinde for at få 7 af 7, så han fulgte bare stille og roligt med og indkasserede den ene fordel efter den anden, Der blev dog spillet helt frem til træk 48, hvor Ole havde gevinsten i hus.

Med skaklig hilsen og tak for en fremragende turnering - og et specielt tillykke til de to 7'ere.


25. januar 2016

Af Frands Lavrsen

Hillerød 3 - Helsingør 3: 5½-2½

1 Hans Endrup Jacobsen 1829 1925 - Per Lykke Jacobsen 1902 1958 1 - 0
2 Morten Kühn 1884 1856 - Casper Støchkel 1677 1741 0 - 1
3 Carsten Pedersen 1808 1885 - Jan Petersen 1632 1690 1 - 0
4 Frands Winther Lavrsen 1699 1806 - Leo Kresten Roland Nielsen 1617 1752 0 - 1
5 Henrik Holm 1687 1756 - Dennis Madsen 1604 1691 1 - 0
6 Bernhard W. Sørensen 1621 1666 - Mogens Nielsen 1468 1 - 0
7 Daniel Larsen 1653 1680 - René Fabricius Weichel 1396 ½ - ½
8 Ole Rasmussen 1510 1625 - Jørgen Persson 1310 1307 1 - 0

Resultatet var lige efter bogen - og så alligevel ikke. Jo, samlet set var det som forventet, men ikke i de enkelte partier, og sådan vil det selvfølgelig ofte være. Hans vandt et flot parti mod en på papiret lidt stærkere modstander, men Morten havde bestemt ikke behøvet at tabe, og jeg satte også selv helt unødigt et point over styr. Til gengæld kunne Carsten godt have tabt sit parti, og Daniel kan vist også være tilfreds med sit halve point. Henrik, Bernhard og Ole kørte gevinsterne hjem i sikker stil.

Hans kom med sort i siciliansk ind i et indviklet midtspil, hvor det bølgede frem og tilbage med skiftende fordele. En afgørende fejl kom i denne nøglestilling, hvor Hans netop har spillet 27. -, Db6 og selvfølgelig prøver at få fordel af den fremskudte bonde, han har haft stående på e3 siden 18. træk.

Her følger 28. Txe5, hvorefter Hans med 28. -, e2+ veksler en lidt betænkelig stilling til en klart fordelagtig stilling, som han fører sikkert til gevinst. Der fulgte 29. Kh2, Lxe5 30. Dxe5, Dd6 31. Dxd6, Txd6 32. Sxe2, Txd5, hvor den vundne kvalitet mere end opvejer den tabte bonde. Havde hvid i stedet spillet 28. Kh1, ville det have været noget op ad bakke for Hans.

Morten får med hvid mod Pircs forsvar lagt et heftigt pres på sorts kongestilling efter dennes lange rokade. I stedet for at fastholde grebet tillader Morten desværre sort at lave et afgørende gennembrud i c-linien, og han må kaste håndklædet i ringen efter 32 træk.

Efter en meget lige stilling frem til træk 23, får Carsten med sort pludselig problemer. Og efter sorts 28. træk Lc6 opstår denne stilling:

Spiller hvid nu 29. Ld1 ser det virkelig sort ud for Carsten, da springeren på h5 ikke kan spilles til g7, fordi løberen på h6 bliver fanget efter Sg4. Men i stedet følger 3 dårlige træk fra hvid: 29. Tc5, Kd7 30. Sxd5, Lf8 31. Le4, Lxe5 og nu er det Carsten, der er ovenpå og sikrer sig hele pointet efter 37 træk.

I mit eget parti prøver jeg at forsinke hvids udvikling ved at smide et par bønder i puljen. Det giver efter mit træk 17. Sc4 denne stilling, hvor hvid ikke kan slå på c4 pga. Lxb7:

Sort kunne med fordel spille 17. -, Sc5, men vælger 17. -, Dc7?, der ikke er godt efter 18. Sd6, Lxd6 19. exd6, Dxd6 20. Lf4, e5 med hvid fordel. Den fordel udbygger jeg, da sort efter 25. -, Td6 forærer mig en bonde. Og den holder frem til træk 52, hvor jeg med selvsamme træk 52. Td6 blot med hvid forærer sort en hel løber. Det var en klassisk overseelse med overbelastning af kongen, hvilket koster mig partiet i en ellers helt overlegen stilling.

Henrik vinder med sort en bonde allerede efter 9 træk. Det volder ham intet besvær at hjemføre pointet efter 26 træk.

Bernhard kommer også hurtigt på sejrskurs med hvid. Med et angreb på kongefløjen udbygger han hele tiden sin fordel og ender med at sætte mat i 35. træk.

Daniels stilling med sort ser længe meget lige ud. Da der bliver taget remis, er det dog vist Daniel, der kan være mest tilfreds med resultatet.

Ole's parti var hurtigt overstået. Ole har hvid, og stillingen er ret lige, da hans modstander forhastet rykker den bonde frem, der beskytter hans dronning, så Ole ganske gratis kan indkassere dronningen.

Status efter denne runde er, at vi med 32,5 points har et forspring på 8 points til nr. 2 Solrød 1, som vi møder i næste runde. Og både Carsten og Ole har scoret 5 af 5 - virkelig flot.

Målsætningen om oprykning, mindst 40 points og mindst én på holdet, der får fuldt udbytte i alle runder, er således stadig inden for rækkevidde :-).


16. december 2015

Af Frands Lavrsen

Gode reserver!

Allerød 4 - Hillerød 3: ½-7½

Til matchen mod Allerød 4 havde vi fire afbud. Vi har dog så mange gode reserver i klubben, at det ikke var svært alligevel at stille et slagkraftigt hold. Så med en tilbagevendt, en tidligere politimand, en cyklist, og 4. holdets topbræt som erstatning var det ingen sag at bevare favoritrollen, selv om Morten, Henrik og Bernhard var til London Chess og Daniel også havde meldt fra. Vi mødte op i de fine lokaler i det nye pensionisthus/bibliotek i Allerød med dette hold:

1. Torben Sørensen
2. Hans E. Jacobsen
3. Carsten Pedersen
4. Laurids Paulsen
5. Aksel Gasbjerg
6. Frands W. Lavrsen
7. Kenny Bagge
8. Ole Rasmussen

Lad os slå fast med det samme, at vi levede helt op til favoritværdigheden og med 7,5 points scorede vi 0,35 mere end forventet. Vores modstandere rystede allerede i bukserne, da de så, at vi på et afbudsramt hold kunne stille med en så god spiller som Ole på 8. brættet.

Torben gjorde comeback til turneringsskak efter 20 års pause og måtte lige opdateres med de nugældende betænkningstider mm., som er blevet ændret i mellemtiden. Og selv om springeren går to felter frem og ét til siden, tæller det stadig kun som et træk, og sådan er der heldigvis mange skakregler, der ikke er ændret i de år. På brættet var der da heller ingen slinger i valsen for Torben, der allerede efter 13 træk havde en bonde i posen. Og endnu en unøjagtighed fra modstanderen sendte Torben på usvigelig sikker sejrskurs og med et fuldt point på kontoen efter 40 træk.

Hans spillede en sicilianer som sort og ofrede en officer i denne stilling:

24. - , Se3?! Det var vist det, man kalder et chancerigt offer, hvis man ikke skeler for meget til, om det var teoretisk korrekt. 24. - , a5 så mere fornuftigt ud, men hvorfor skal det være så kedeligt? Og hvid fandt da heller ikke de helt rigtige modtræk, og efter at Hans 7 træk senere fik sin d-bonde frem til e2 blev stillingen så overlegen for ham, at det var nemt at føre den til gevinst efter 50 træk.

Carsten fik med hvid hurtigt et stærkt centrum, og han lod aldrig sin modstander komme til fadet. Efter at have vundet nogle bønder, kunne han pludselig også vinde dronningen, og sort opgav efter 33 træk.

Laurids har netop skiftet job, og han proklamerede før partiet, at han ikke kunne spille skak pt. Han startede da også med at tabe en bonde efter 11 træk og var efterladt med en bekymrende stilling med en bonde for lidt og en isoleret dobbeltbonde. Men så kom kampgejsten op i Laurids, han kreerede finurlige trusler og han fightede sig flot til et halvt point efter 53 træk i et vanskeligt parti.

Dem der er på cykel vinder først, og det var netop, hvad Aksel gjorde efter ikke meget mere end en times tid. Efter at have fået afløb for sin irritation over bilister, der ikke blændede ned på hans cykeltur fra Hillerød, satte han sig til brættet og spillede selv blændende med hvid i engelsk åbning. Og det var ikke det rene blændværk, da han først vandt en officer i 12. træk og derefter hurtigt rullede sort for endnu en officer, så sort valgte at opgive efter 23 træk.

I mit eget parti fik jeg med sort efter 19 træk en fremskudt bonde på c3. Den blev min spydspids for udviklingen af partiet, der endte med, at min hærgen på 2. række understøttet af tre forbundne fribønder fik hvid til at opgive efter 55 træk.

Kenny stillede op med kort varsel og viste, hvorfor han spiller 1. bræt på 4. holdet. I et langt parti spillede han tålmodigt og samlede på fordele, der kronet med en kvalitetsgevinst bevirkede, at sejren aldrig kom i fare, selv om modstanderen i slutfasen forsøgte at ryste Kenny med lidt aggressivt modspil, som selvfølgelig prellede helt af på Kenny.

Ole's modstander havde en lille tidlig julegave med, som han forærede Ole i form af en bonde i det 11. træk. Senere blev gaven suppleret med en dronning, og Ole kunne med sort notere 0-1 efter 35 træk.

Vi fører nu B-rækken med 7 points, og mangler at møde nr. 2, 3 og 4 - men den placering har de vel kun, fordi de ikke har mødt os endnu ?


2. december 2015

Af Frands Lavrsen

Dramatisk dronningerunde.

Hillerød 3 - Frederikssund 2: 6½ - 1½

Hvor vores 2 første matcher var ret udramatiske, var der noget mere dramatik og en god portion held med i vores sejr i denne runde. I stedet for 6,5 points kunne 4 - 4 sagtens være blevet resultatet, sådan som forløbet var, uden at vi kunnet have "klaget" af den grund. Og ud fra ratingfordelingen skulle vi faktisk have opnået 7,5 points, selv om resultatet holdt sig inden for den ramme, jeg havde "forhåndsgodkendt" som holdleder.

Det største drama udspillede sig ikke under men længe efter afslutningen af partiet mellem Morten og hans modstander Thomas Wester. Begge parter var godt tilfredse lige efter partiet - Morten fordi han havde vundet, og Thomas fordi han havde opnået remis. Hva'behar*? Jo, der var sket det, at Thomas, efter at Morten havde udført sit 29. træk, havde strakt hånden frem, og den tog Morten imod, hvorefter håndtrykket forseglede resultatet af partiet. Men hvilket resultat? I al fald tog Thomas handsken op en halv times tid efter, at partiet var afsluttet, da han til sin undren opdagede, at der stod 1-0 til Morten på resultatkortet.

Det viste sig, at Thomas havde tænkt den fremstrakte hånd som et remistilbud, mens Morten opfattede det som en opgivelse. Thomas havde formentlig ikke sagt noget, da han rakte hånden frem, men han havde efterfølgende noteret "Remis" som resultat på sin partiliste, mens Morten havde skrevet 1-0. Situationen blev drøftet indgående med holdledernes og kamplederens medvirken. Stillingen var faktisk helt lige på det tidspunkt, hvor de afsluttede partiet, og Thomas havde ikke drømt om at opgive dér, mens Morten omvendt godt nok havde tænkt, at det var tidligt at give op, men han ville aldrig have modtaget et remistilbud i den stilling, fordi ratingforskellen på de to spillere var temmelig stor til fordel for Morten, og der var nok af muligheder i partiet endnu.

Afgørende for bekræftelsen af det endelige resultat blev det, at Thomas ikke havde fremført det tiltænkte remistilbud korrekt. Dels havde han forsøgt at gøre det, uden først at udføre sit eget 29. træk, dels havde han ikke sagt højt, at han tilbød remis, således at Morten ikke havde mulighed for at reagere på misforståelsen. Begge parter havde været i god tro, men der var enighed om, at det registrerede resultat skulle stå ved magt. Var misforståelsen kommet kamplederen for øre hurtigt efter partiafslutningen, ville han have bedt spillerne fortsætte partiet, men uret var for længst slukket, og der var gået for lang tid til, at genoptagelse var en mulighed, ikke mindst i betragtning af hvor stor betydning tiden har for forløbet af den sene fase af et parti.

Som yderligere et kuriosum i dette parti, kunne Thomas bagefter påpege, at Morten havde overset en helt oplagt dronningegevinst i det 17. træk i denne stilling:

Sort spiller her 16. -, Lxd5??, hvorefter hvid spiller 17. Dxd5?? i stedet for det "oplagte" 17. Dxa5.

Men dette var ikke det eneste parti i denne, hvad jeg vil kalde dronningerunde, hvor en af dronningerne på brættet bragte sig eller blev bragt kraftigt i søgelyset.

Allerførst og næsten lige efter, at partiet var startet, opnåede Ole som hvid denne stilling:

Ole har lige trukket 12, f4!. Dels er dronningen på g5 truet, dels truer hvid med bondeforvandling til en dronning på f8. Alt i alt mindst tårngevinst og en total overlegen stilling for Ole, og modstanderen opgav da også straks.

Derefter kom Daniel med sort knap så heldigt fra en tidlig aktivering af sin dronning - han lod den simpelthen fange ude på brættet efter denne stilling:

Hvid har netop trukket 12. Se2, og nu spiller sort 12. -, h6?? i stedet for f.eks. 12. -, d5. Daniel havde slet ikke set faren, 13. Sf4, der efter 13. -, Da5 truer 14. Ld2, eller efter 13. -, Dg4 truer 14. h3, hvorefter Daniel opgav, og han var selvfølgelig lettere rystet bagefter. Men der er så meget talent og viljestyrke hos Daniel, at han nok skal tage revanche i næste runde :-).

Det sidste parti med dronningefokus havde Bernhard som hvid. Denne stilling opstod efter sorts 22. træk:

Nu spiller hvid i en overlegen stilling 23. Kd2? i stedet for det sikre 23. 0-0 ! Bernhard havde nok tænkt, at den åbne h-linje kunne bruges til angreb, og så skulle tårnet selvfølgelig ikke rokeres væk derfra. Men efter 23. -, Sb3+ 24. Kc3? (i stedet for 24. Ke1) går det helt galt, da sort spiller gaflen 24. -, Sd5 med dronningegevinst. Den stilling kunne jo få enhver til at kaste håndklædet i ringen, men Bernhard var sej og spillede friskt videre i den i virkeligheden håbløse stilling. Og Bernhard fik faktisk kæmpet sig frem til en omend stadig skidt, men dog mere spillelig stilling efter 45 træk. Belønningen til Bernhard kom så på den helt uventede måde, at modstanderen i begejstringen over sin stilling og iveren efter at bringe det "sikre" point i hus glemte alt om tiden og overskred på tid. Det var superheldigt for Bernhard og et godt bevis på, at man ikke bare sådan skal give op.

Hans spillede siciliansk med sort. Hans modstander lavede en unøjagtighed i midtspillet i 23. træk, hvilket tillod Hans at indkassere en bonde. Derefter var det ingen sag for Hans at føre partiet til gevinst i 57 træk.

Carsten spillede også siciliansk med sort. Hans modstander lavede fejl allerede i 9.og 10. træk, og det betød at Carsten kunne triumfere i 23. træk efter nogle afbytninger og et helt tårn i overskud.

I mit eget parti overså jeg helt uforståeligt i træk14 og efter lang betænkningstid til det træk, at én af mine springere var i slag. Det gjorde min modstander ikke, men jeg fik dog to bønder og en aktiv stilling som kompensation, så da jeg 5 træk senere selv fik indhøstet en springer, var det rimeligt nemt for mig at vinde partiet.

Henrik bragte med sort sin stilling i overhængende fare efter unøjagtigheder i 9., 10. og 11. træk. Men modstanderen fik ikke snøret sækken til og efter en række afbytninger og en meget lige stilling de næste 30 træk enedes spillerne om remis efter 53 træk. Det kunne Henrik forløbet taget i betragtning være godt tilfreds med.

Uagtet fortrædelighederne undervejs var det jo en fin sejr, og se bare på stillingen efter denne runde: Hillerød 3 med 19,5 points og 4 points forspring til Allerød 4, som vi skal møde i næste runde. Vi mangler bl.a. en vanskelig modstander i Helsingør 3, så vi skal selvfølgelig ikke tage oprykningen for givet endnu.


15. november 2015

Af Frands Lavrsen

Gribskov 2 - Hillerød 3: 1-7

På forhånd havde jeg som holdleder forventet en 7-1 sejr over Gribskov 2. Det blev også netop resultatet, og det svarede stort set til styrkeforholdet mellem holdene. Hillerød 3 fører nu B-rækken med 13 points med et forspring på 1,5 points til Allerød 4.

Hans fik med hvid allerede i 12. træk en fordelagtig stilling.

I denne stilling spillede sort 11. -, Sb6 i stedet for det korrekte 11. -, b5. Efter 12. Se5, Sf-d7 13. Sxg6, hxg6 14. Lf4, Lg5 fulgte en større afbytning af officerer, hvorefter Hans kunne udbygge sin fordel med en bondegevinst og med sikker hånd hjemføre gevinsten i 43 træk.

På bræt 2 løb Morten ind i en reserve med kun 1400 i rating, men som viste sig at være en juniorspiller, der med stormskridt var i gang med at udvikle sin spillestyrke. Det fik Morten desværre at mærke efter et par unøjagtigheder i midtspillet, hvilket modstanderen ikke var sen til udnytte. Morten måtte opgive efter 33 træk.

Carsten måtte kæmpe hårdt for sin gevinst. I træk 16 undlod Carsten at slå en bonde, hvorefter det var meget op ad bakke de næste 28 træk. Først i træk 44 lavede modstanderen den fejl, der betød, at Carsten efter 50 træk kunne erklære mat i 1 træk.

I mit eget parti spillede jeg sort i Birds åbning. Vha. afbytning af en springer og dronningerne fik jeg efter 16. træk en fremskudt bonde på d3 bakket op af bønder på c4, b5 og a6. Det blev afgørende for at jeg kunne trænge ind på 2. række, og hvid opgav efter 37 træk.

Henriks modstander blottede sig på kongefløjen med sort og "glemte" at rokere. Det førte til en formidabel stilling for Henrik, som kunne indkassere en springer og allerede i træk 22 havde gevinsten i hus.

Bernhard spillede hollandsk med sort. Hans modstander, en frisk herre på 94, kom i alvorlige vanskeligheder, da han gav Bernhards bonde på f4 lov til slå på e3. Det gav Bernhard overtaget, og han kunne tage imod en fremstrakt hånd efter 29 træk.

Daniel kunne med hvid føre en bonde frem til d6 med en løbergevinst som resultat. Den blev hurtigt vekslet til en tårngevinst og senere kom yderligere en officer i posen. Men modstanderen spillede ufortrødent videre, og først efter 57 træk kunne Daniel triumfere med matsætning.

Ole spillede sort i Birds åbning. Hans modstander begik dog fejl allerede i 3. og 4. træk, og det var en smal sag for Ole at hive hele pointet i land efter 20 træk.


2. november 2015

Af Frands Lavrsen

Hillerød 3 - Sjælsø 3: 6-2

Jeg havde som holdleder på forhånd forventet en sejr på mindst 6,5-1,5. Men da Sjælsø stillede med en reserve, der forøgede holdets rating med næsten 100 ift. deres standardopstilling, var 6-2 et godkendt resultat for os. Det var tilmed ca. 0,5 mere end forventet ud fra holdenes samlede rating, så det var en god start på sæsonen.

Om de enkelte partier:

Hans fik med sort en god remis med sig, efter at han flere gange i partiet havde haft kritiske stillinger, som hans modstander heldigvis ikke formåede at udnytte.

Morten spillede som hvid en sicilianer, hvor han med en simpel afbytning i træk 17, fjernede sin modstanders dækning af en bonde, som han dermed kunne hapse. Det var nok til at køre gevinsten hjem.

Carstens modstander var også så venlig at forære en bonde væk i træk 13, og det var en smal sag for Carsten at hjemføre hele pointet.

I mit eget parti opstod den afgørende stilling efter følgende træk, hvor jeg har hvid:
1.d4 d5 2.Nf3 c6 3.g3 Nf6 4.Bg2 Bf5 5.0-0 e6 6.Nbd2 Nbd7 7.c4 dxc4 8.Nxc4 Be7 9.Qb3 Nb6 10.Na5 Qc8 11.Ne5.

Her bør sort rokere, men spiller Le4, efterfulgt af hvids f3, og efter Ld5 ender det med afbytning på c6, hvor jeg kan gå efter den isolerede c-bonde, hvilket er nok til at vinde partiet efter 59 træk.

Henrik spillede et ret kort parti, der aldrig kom ud over remisgrænsen, og Henrik tog da også mod sin modstanders remistilbud efter 21 træk.

Bernhard havde som hvid længe en god stilling med angrebspotentiale. Et par unøjagtige træk i midtspillet fik dog i stedet sendt modstanderen på sejrskurs, og Bernhard måtte give op efter 55 træk.

Daniels modstander lavede et svagt forsvarstræk i træk 16. Derefter fik Daniel overtaget med sort, og modstanderen opgav efter 24 træk, hvor Daniel mindst ville vinde en officer.

Ole ventede med hvid tålmodigt på, at hans modstander skulle fejle. Det skete i træk 25 og 26 og førte til, at Ole kunne afslutte med gevinst efter 36 træk.