Kvik links:

Intro video


Sponsorer




 


Frivillig støtte indbetaling

 

Barcelona 2013


Af Lars Nilsson

25.august 2013

Vi er fem Hillerød-spillere som deltager i årets Barcelona Open.

De ´gamle` Hillerødder : Erlandsen, Jaksland og undertegnede, vi har så fået behageligt følgeskab af Finn Nøhr, samt klubbens helt nye medlem Jan Nordenbæk.

1.runde er sefø´li altid meget speciel, f.eks så vi på turneringens website at Erlandsen lå og svingede ml at møde en super-GM eller den lavest-ratet.

Her er deltagelse af lidt over 600 spillere – heraf sidder halvdelen i ET lokale med fine forhold, god plads – aircondition osv.

Modsat f.eks Politiken Cup – har man valgt at tilbyde folk under 2000 i rating at spille i gr.B – dette har medført at der er deltagelse af ca. 300 spillere i hver gruppe – som jo så betyder at vi skulle være garanteret fornuftig modstand hele turneringen – og ikke de her helt vilde udslag i ratingen.

1.runde bød på to af vores spillere helt oppe på scenen med liveparti og det hele!

På bord 1 fik Erlandsen en Hillerød-variant mod kongeindisk ind mod GM Bruzon (2698) fra Cuba.
Erlandsen havde dog ikke helt styr på egne varianter – længe siden han havde spillet det, så det blev desværre en kort fornøjelse for vores mand.

Finn sad helt oppe på bord 8 og havde de sorte brikker mod GM Kulaots ( 2581) Estland, der blev spillet et tidligt Db3 i slavisk – Finn havde en lige stilling helt frem til træk 40, men pres fra modstander og ur gjorde desværre at det gik GMérens vej.

Tim vandt i sikker stil mod en 1998 – spanier.
Jan ligeledes mod en lokal dreng med 1977 i rating.

Jeg tabte med sort i en volgagambit – hvor min modstander en spansk 2350 FM, spillede en sidevariant jeg ikke kendte – så ret hurtigt ned af bakke.

Lige pt er her fyldt med spanske såkaldt ´håndværkere` i vores lejlighed som har store vandskader – de mener efter ca. 30.min at det er løst – vi er MEGET bekymret for at dette vandshow vil fortsætte... ellers er vi ved godt mod.

Resultaterne kan følges på den brugervenlige hjemmeside chess-results.com der skal bare klikkes på Esp og så vupti.

26. august 2013

Vi ligner alle fem nogle der klart forsøger at få banket rusten af kroppen. Usædvanlige overseelser mv.

I 2.runde spillede Jan helt oppe på bord 8 mod GM Eric Hansen (2586) fra Canada. Jan spillede et fint parti med de sorte brikker – i en lige stilling lidt før træk 40, kom der så et par småfejl p.g.a pres på klokken – og vores mand måtte desværre ned – øv.

Tim udspillede med de hvide brikker i en omvendt kongeinder en spansk dreng på ca. 1975 – men en taktisk overseelse gjorde at knægten nappede en vigtig bonde – og senere hele pointet.

Finn spillede en lidt slap remis mod en svensker på 1980 – det var ikke meget Finn fik gang i, i sin c3-sicilianer.

Erland spillede en lang remis med de sorte mod en fransk kvinde på ca. 1950 – de spillede helt ud til kun kongerne var tilbage. Dem af jer som kan huske vores Sabadell-tur for to år siden vil være klar over at vi har en aftale om at der IKKE må tilbydes remis, som vil koste en omgang øl – ligeledes også når vi modtager en remis. Dejligt befriende – remis er simpelthen ikke en option!

Jeg spillede en småskidt åbning – var af underlige omstændigheder igen sort, fik dog en fantastisk stilling mod min Franske FMér på ca.2300, der blev byttet af til et svagt fordelagtigt T-slutspil – som jeg på sædvanligvis formøblet og måtte desværre ned.........

3.runde:

Jan vandt med hvid over sin spanske 2080 modstander – en god D-afbytning gjorde at det kun var Jan som kunne spille på gevinst i det parti, hvilket på nydeligste måde blev udmøntet.

Tim spillede et vanvittigt sort parti mod en 2090 hollænder, overså nogle gode hiv i åbningen som kunne give fordel, stod fint da en overseelse gjorde at han måtte stille sine brikker så klodset at der stort set blev spillet uden T + S i en stor del af partiet – på et tidspunkt siger computeren +10,9 for Hollænderen! Men men, Tim er sgú en fighter – så det lykkedes ham på forunderligste måde at vinde partiet!

Finn vandt i meget sikker stil med de sorte mod en spanier på 1970.

Erland spillede skidt og tabte med de hvide brikker til en spanier på ca. 1980.

Jeg var røget over i en anden bygning oppe på 3.sal hvor jeg spillede hvid mod en spansk dreng på ca.12-13 år, fik en total overlegen stilling, istedet for at bytte dronninger og stå helt overvældende, valgte jeg at beholde dronningerne på brættet – og vupti! lige pludselig havde han et modbydeligt taktisk modstød og jeg måtte ned.

Summa – summarum efter 3.runder: Tim og Jan 2.point, Finn 1½, Erland ½ og undertegnede 0.

Klubbens træner Lars ankom søndag og er her i Barcelona de næste 4 dage, med Lars på banen må vores skak for fa...... da blive noget bedre.

27. august 2013

Så trillede der langt om længe en del point ind på tavlen.....

Undertegnede og Erland skuffede dog fælt oppe på tredie sal.

Erland fik spillet et skidt dronningetræk i sin Hillerød-variant i kongeindisk, de endte op i et helt lige slutspil, hvor vores mand desværre ikke kunne bryde igennem.

Jeg kom igen ud i et café – parti, min modstander havde et tematisk springer-offer som jeg se´føli ikke havde overvejet. Efter diverse vanvittige træk endte jeg op med et TOTALT tabt slutspil med to T og 1 b mod D og 5 b. Det lykkedes min modstander at fumle så meget – at jeg fik en evigskak ind på 2.række! så endelig på tavlen med en halv, det føltes nærmest som en sejr efter den omgang tosse-skak.

Finn var dagens dansker! Han spillede simpelthen et fejlfrit fejende flot parti med de hvide brikker mod IM Massoni (2350) og vandt i blot 26 træk!

1.e4 c5 2.Sf3 d6 3.Lb5+ Ld7 4.Lxd7+ Dxd7 5.0-0 Sf6 6.De2 Sc6 7.Td1 e6 8.c4 Tc8 9.Sc3 a6 10.d4 cxd4 11.Sxd4 Sxd4 12.Txd4 Dc6 13.b3 b5 14.Lb2 Dc5 15.Sd1! b4? ( Le7 og italieneren lever fortsat)
16.a3 Le7? 17.axb4 Dxb4 18. c5!

 

18. - Db8 19.cxd6 e5 20.Td2 Lxd6 21.Dxa6 Td8 22.Dc6+ Ke7 23.Se3 g6 24.Sc4 Db4 25.Txd6 Txd6 26.Sxd6 (opg p.ga Dxd6 27.La3) 1-0. ikke hver dag en IMér får klask på den vis.

Jan spillede efter eget udsagn en lille fejl i åbningen, men kom stærkt igen – fik endda lov at sætte mat på nydeligste vis, modstanderen var en hygsom hollænder med 2090 i rating.

Tim brugte kolossalt med tid i åbningen med de hvide, en spøjs gambit 1.Sf3 f5 2.d3 Sf6 3.e4 fxe4 4.dxe4 Sxe4 5.Ld3 Sf6 6.Sg5! efter Tims udsagn fik han ikke spillet det stærkeste i en række træk, men kom stærkt tilbage og udspillede sin 2050 mand.

I dag skal jeg forsøge at finde et tredie rum hvor der åbenbart spilles en form for skak. Erland bliver på tredie sal.

Finn skal have sort mod en Dario ( det hedder han!) på 2250. Jan skal helt op på bord 26 hvor han får hvid mod IM Brochet (2414), mens Tim sidder på bord 21 og er sort mod IM Lorenzo (2449).

29. august 2013

Jan spillede et brag af et parti i 5.runde mod en IMér fra Frankrig – der var trusler om mat i begge ender – evigskakker lurede også – Jan må have stået bedst, men IMéren spillede nogle fantastiske forsvarstræk og partiet ebbede ud i remis.

I 6.runde tabte Jan desværre til en ung stærk 2440 – gut.

Tim tabte stort i 5.runde til en stærk IMér. i 6.runde vandt Tim til gengæld i fin stil over sin 2100-modstander. Nu håber vi at Tim kan vende kajakken og få point mod de stærke – idag sort mod en 20 årig næsten 2500 Spanier.

Finn fortsætter med at imponere, tabte dog desværre i 5.runde til en 2280 – Italiener, der blev så taget gruelig revanche i 6.runde hvor det blev til en gevinst i et tidnøddrama af dimensioner mod en 2180 gut. Nu håber vi at Finn også kan få point med de sorte klodser mod de noget bedre spillere – idag en 2250 Irer.

Erland befinder sig fortsat på 3.sal hvor han simpelthen bare ikke kan vinde sine partier. i 5.runde blev det remis mod en 1960-mand, i slutstillingen tog Erland klogeligt mod remistilbuddet da han stod næstbedst. 6.runde troede vi at Erland var ved at vinde et ligefarvet L-slutspil, men modstanderen holdt lige nøjagtig sammen på stillingen – og remis efter trækgentagelse.

Undertegnede blev i 5.runde sendt i endnu et nyt lokale, dvs en helt anden bygning! Her blev jeg rullet af en 68 årig pæn spansk mand på 1855,han spillede simpelthen bare bedre end jeg.
I 6.runde havde arrangørerne formået at finde endnu et nyt lokale til os tabere i gr.a og gr.b...... Her lykkedes det mig med møje og besvær at vinde efter 4½ times spil mod en russisk/norsk kvinde på 30 år. idag ryger jeg så tilbage på tredie sal i det oprindelige spillelokale sammen med Erland.

Håber på flere point på tavlen ved næste referat...........

30. august 2013

7.runde: Der er bare INGEN nemme point i denne turnering.

GM Lars Schandorff er i fuld gang med træningen!

Finn Nøhr i eftertænksom positur.

Jan Nordenbæk i slutspil.

En smilende Erland og Tim der kigger på!!

Jeg var sort mod en 77 årig 1770 franskmand, som jeg så på en café lige før partiet hvor han skyllede en øl ned sammen med sin cerut!
Tilbage på 3.sal stod jeg rigtig skidt efter åbningen (en lukket sicilianer) måtte spille nogle tvivlsomme muddertræk for at få gang i noget som helst, det lykkedes at fuppe ham, så nok en gevinst.

Desværre spillede min modstander så hurtigt at jeg var nødt til at sidde ved brættet hele partiet – så jeg har ikke rigtig klarhed over de andres partier, dog nåede vi at analysere på Tims parti før vi skulle have aftensmad.

Erland battede en 1967 – spanier, trods et par fingerfejl i åbningen.

Finn tabte til FM Delaney (2248) fra Irland, Finn mente at han stod fint, men måtte altså alligevel ned.

Jan tæskede en 2115 franskmand godt og grundigt – efter Jans udsagn var det et meget let point.

Tim havde gang i en spændende kongeinder mod IM Arribas, Spanien (2494). Tim ofrede en bonde for aktivt spil, i en stilling med 2 T og 2 S - 6 b mod 2 T og 2 L – 7 b, fik Tim desværre spillet en anelse passivt i en stilling som så muligt remis- holdbar ud, så vores mand måtte desværre ned.

Efter 7.runder har vi flg. statistik:

Jan Nordenbæk: 4½ point, + 12 elo, + 16 dk, 2329 rating-præstation.
Tim Jaksland: 4 point, –9 elo, – 12 dk, 2204 rating-præstation.
Finn Nøhr: 3½ point, + 14 elo, + 18 dk, 2218 rating-præstation.
Carsten Erlandsen: 3 point, – 19 elo, – 24 dk, 2004 rating-præstation.
Lars Nilsson: 2½ point, – 21 elo, – 42 dk, 1879 rating-præstation.

Der resterer 3.runder og vi er alle fit for fight, så håber pointene triller vores vej de kommende dage.

31. august 2013

ØV – kun EN gevinst.....

Undertegnede vandt et vildt spændende kampparti, i en g3 franskmand – endelig rullede brikkerne og jeg vandt i fin stil over en 1950 – Belgier.

 

Her kommer vi ind i partiet efter træk 40. Vi får jo 30.min efter træk 40, her brugte jeg sundt 18 af mine minutter på flg. træk .41.e6!( skal lige siges at det ikke er tjekket med Fritz el.lign).
Herefter fulgte 41.-, Dxe6 42.Dh8+ Ke7 43.Te1 Dxe1+ 44.Kxe1 a4 45.Dxh6 a3 46.Dc6! Sd6 47.Dc5 Ta7 48.Dxb6 Ta8 49.Db1 Kd8 50.Da2 Kc7 51.Lg2 Ta5 52.Ld5 f5 53.Kd2 Kd7 54.c4 Ke7 55.Kc3 Ta6 56.De2+ Kf8 57.c5 opg 1-0

Erland kom ind en scheveningen-sicilianer med sort, kendte ikke helt strukturen og fik desværre bank af en 2000-spanier.

Finn kæmpede som en hest, vandt en bonde – men havde en dobbeltbonde i et L+S mod L+L slutspil, og den unge fyr på 1900 holdt hovedet koldt – og remis.

Tim spillede hvid mod en 2145 wim colombianer, Tim ofrede en bonde og fik en glimrende stilling – hvor hun dog forsvarede sig sejt, i begyndende tidnød soldede Tim dog desværre en bonde væk og måtte desvære ned.

Jan spillede flg. fantastiske Sveshnikov mod GM Munoz (2456):

Her spiller Jan 15.-, b4!? for at sætte gang i butikken!

Her spiller Jan 33.,- Dxf2 hvor Jan har set helt frem til Dxb2 og afslutning, men Erlands platte Tfxf2 vinder jo øjeblikkeligt – hedder det en Tykke Bertha eller hva´?

Nåh, vores helt spiller frejdigt videre og der opstår flg. stilling – med ca. 30-40 ugler lurende på dette vanvid af et parti!

Jan har brændt TUSIND chancer – men stadigvæk står til gevinst!!

Men efter diverse træk når de frem til den denne stilling hvor faktorernes orden åbenbart ikke er ligegyldige.

Jan spiller h5? men Kg2 vinder! det ebbede deværre ud i remis – fand´me hård kost at smadre en GMér sådan og så måtte nøjes med remis!

3. september 2013

Som lovet lidt referering fra de sidste triste runder....

9.runde:

Jan var hvid mod verdens stærkeste u16 pige, WGM Goryachkina (2409) fra Rusland. I en for Jan kendt stilling ´glemte`Jan at spille Sc3 og slog en bonde med dronning på f3, hvilket gjorde at hun fik byttet dronninger med Dd5, og herefter var det bare ned af bakke for Nordenbæk - øv en dum fejl i en ok god åbning for hvid.

Tim udspillede sin 2060 italiener på kryds og tværs med de sorte, men mirakuløst reddede italieneren det halve point. øv - øv - øv.

Finn vandt langt om længe også et parti med de sorte brikker, han kørte stensikkert det hele point hjem mod en noget slap 1890-spanier, men de skal jo også lige vindes!

Erland vandt et noget rodet parti med de hvide brikker mod en fransk modstander ved navn Damien Caron (1950) både Peter Svendsen og Henrik Mortensen har spillet mod ham i Australien og New Zealand, så ENDELIG dansk hævn! for deres remiser......

Jeg spillede sort mod en 2165 - tysker, jeg tog ikke min chance i det begyndende midtspil - og blev fejet af banen efter et meget skidt randbondetræk.

10.runde søndag morgen kl.9.30:

Vi var alle friske og veloplagte oppe i god tid, vi var enige om at det skulle være en god afslutning og fem point på tavlen.

men men men.........

Jeg spillede skødesløst og skidt mod en rystende usikker italiener på 1950, sikke en gang hø - og jeg tabte velfortjent.

Erland var ude i noget kaos med de hvide mod en 2020-spanier, desværre måtte Erland også strække våben.

Jan kæmpede bravt i en skidt stilling, og det lykkedes at holde den halve mod en hollandsk kvinde på 2127.

Tim udspillede igen sin 2056 modstander, denne gang med de hvide, men hold da op - har aldrig set Tim lave så mange horrible fejl - og han tabte meget ufortjent.

Finn var sidste mand færdig i hele turneringen.

Finn havde vundet en bonde ( dog en dobbeltbonde) men i midtspillet havde hans modstander Benet (2228) fra Spanien spillede meget stærkt - og havde vel en god fordel med et rigtig godt løberpar bl.a. Han lavede dog en megafejl - og vores mand stod stort til gevinst - og muligvis i præmierne, I en stilling som jeg husker den, T+3 b mod L+2b, skulle Finn ´bare`gå med en fribonde, slå hans ene fribonde med sit T når den kom på a2, holde d-bonden med sin K, og gå i kasse med e-f-g bønder.

Her begik Finn et forfærdeligt K-træk som gjorde at de endte op i et D-slutspil, hvor sort har en led fribonde helt nede på d2, mens Finn skakker løs, det så længe ud som om Finn trods alt ville holde den halve - men mens der blev pakket ned i salen, lykkedes det alligevel spanieren at vinde det tidnøds-præget slutspil. ØV - ØV - ØV, næsten ikke til at bære - Finns turnering havde været superb! - det skal siges at Finn tog dette enormt ærgelige nederlag med værdighed.

Når denne turnering gøres op i point-placeringer-rating o.lign, er det klart det ikke ser for godt ud for de ´gamle` Hillerød-medlemmer´, men skak er jo et ubønhørligt spil - og jeg synes faktisk at vores spil havde sine momenter, og om ikke andet har vi vel fået noget brugbar træning. De to nye medlemmer - kan være glade over deres præstationer, Finn spillede ind i mellem rigtig godt, og havde også fortjent en bedre afslutning, Jan spillede nogle sublime partier mod de gode, og burde også have haft et flottere slutresultat.

Det var en meget stærk og flot open - der blev spillet i nogle fine lokaler med gode forhold.

Ratingmæssigt var det en nedtur af rang for nogle. Se her de kolde facts:

Jan Nordenbæk: 5½ point, + 9 elo, + 14 DK.
Finn Nøhr: 5.point, + 9 elo, +21 DK.
Tim Jaksland: 4½ point, - 37 elo, -46 DK.
Carsten Erlandsen: 4.point, - 34 elo, -36 DK.
Lars Nilsson: 3½ point, -29 elo, -51 DK.