Kvik links:

Intro video

Frivillig støtte indbetaling

 

Sponsorer

 

 

Min bedste oplevelse med skak


Af Kenny Bagge

Jeg startede med at spille skak omkring 9-10års alderen. Jeg lærte det af min gudfar som var fra Iran. Dengang bildte han hele familien ind, at han havde været træner i Iran og havde opnået en bronzemedalje ved det iranske mesterskab. En historie som næppe er rigtigt. (jeg har klasket ham mange gange siden). Med tommelfingerregler som ”bønder i centrum”, ”springer før løber”, ”hurtig rokade” og skomager mat”, reagerede jeg de næste ti år i skolen, fritidsinstitutionerne og alle andre steder jeg befandt mig. Lige indtil en dag jeg mødte en skakspiller. Han spillede i Humlebæk skakklub, og for at bruge mine egne ord, gav mig en hurtig omgang klask. Mit selvfede selvværd røg fra 100 til 0. Jeg meldte mig derefter ind i Humlebæk og Espergærde skakklub, læste Bent Larsens ”Vi spiller skak” bind 2-10, samt Modern Chess Openings hvor jeg strandede ved side 2, THE KINGS GAMBIT, En moderne og yderst populær åbning…….i det 18 århundrede, men som passede godt til mine primitive café evner. Desuden spillede jeg en række turneringer. Hele 7 stk. tror jeg nok det blev til. Her scorede jeg i øvrigt topplaceringer i dem alle sammen. Herunder klubturneringen hvor jeg vandt min gruppe i Espergærde skakklub. De andre turneringer var Viking turneringen i Frederikssund og Kronborgturneringen i Helsingør for at nævne de mere kendte. Min rating steg for hurtigt, og jeg befandt mig snart på dybt vand. Endnu engang måtte mit ”selvværd” lide et knæk. Jeg var ung, fik et barn og efter et halvt år med indbildsk skakfame var der ikke længere tid til at spille skak.

Der skulle gå yderligere tolv år før jeg igen tog brikkerne til mig. Naturligvis havde jeg i den mellemlæggende periode fundet den kække facade frem på ny. I 2014 udkom en Netflix dokumentar der hed Brooklyn Castle. Den handler om en skole i New York, hvor deres dream team hverken er basketball eller amerikansk fodbold, men derimod deres unge skakhold som rejser landet rundt og får sig en masse gode oplevelser. En ung pige på ca. 12 år og med en USCF rating på 1900 udtaler sig om skak, og siger blandt andet følgende ”Alle kan blive gode til skak, hvis de bare investere tiden i det”. Jeg var solgt. Jeg kontaktede samtlige skakklubber i Nordsjælland og tog ud til deres klubaftener for at se hvad de hver især havde at byde på… Og selvfølgelig for at se om der var nogen der skulle have ”nogen på munden”!

Således gik det til at jeg befandt mig i Hillerød skakklub siddende over for én af deres absolutte veteraner. Mit første parti skak i 14 år. Det var midt i deres klubturneringen. Hans, klubbens formand, havde være så venlig at lade mig deltage, efter at han i de fire foregående uger, havde ageret både kampleder og vært for mig. Her sad vi i et tilstødende lokale og nørdede og snakkede skak hen over brættet. Tilbage til turneringen spillede jeg e4 og blev mødt af e5 som naturligvis inviterede til side 2 i Modern Chess Openings, the Kings Gambit. Hvis man ikke er familiær med denne tvivlsomme åbning, Konge Gambitten, så kan man hurtigt komme galt af sted med de sorte brikker. Efter 2. f4 som blev mødt af 2…f6? er der lagt op til en total katastrofe for de sorte brikker. 10 træk senere var sort mat i ét. En kendt og smuk variant i Konge Gambitten- Og her begynder min historie.

1. e4 e5 2. f4 f6 3. fxe5 fxe5 4. Qh5+ Ke7 5. Qxe5+ Kf7 6. Bc4+ Kg6 7. Qf5+ Kh6
8. d4+ g5 9. h4 Bb4+ 10. c3 Be7 11. hxg5+ Kg7 12. Qf7# 1-0

Kennyanalyse

Min indre rejse med skak!

Foran mig sidder vores veteran, en mild og høflig mand som lever op til alle de positive idealer jeg associerer med skak. Det er klubbens 105års fødselsdag og der bliver serveret kæmpelagkage, kaffe, the, øl og sodavand. Jeg bider mig selv i læben for at tilbageholde mit smørrede grin. Jeg kan næsten ikke skjule min begejstring. Min hjerne kører rundt i hovedet på mig. Jeg har allerede set overskrifterne på klubbens hjemmeside: ”Nyt stortalent i Hillerød skakklub”. Jeg rejser mig fra min plads og går hen og skænker mig selv noget af lagkagen som belønning for min præstation, imens jeg digter videre på den lange artikel som snart vil blive skrevet om mig. Jeg går tilbage og sætter mig ned og venter på at sort trækker det eneste træk i stillingen, men som føre til direkte mat, og med det, min nye titel som klubbens stjerne. Der går lang tid. Endelig trækker sort. Jeg tager en bid af lagkagen. Kigger væk for at skjule mit selvfede smørrede smil og trækker Df7#. Jeg kigger op, og ser til min forfærdelse at jeg i min tågeillusion har taget den forkerte brik i hånden. Det er løberen på c4 der skulle understøtte min smukke overlegne dronning. Jeg bliver svimmel. Det føles som om at jeg har fået en mukkert i hovedet. Stjerneartiklen smuldrer som et puslespil for mine øjne og vækker mig af min fantasi, som fører mig tilbage til virkeligheden. Jeg kryber sammen i stolen, trækker skuldrene op omkring mine ører, og sætter løberen tilbage på c4. Den næste halve time kommer næsten samtlige spillere forbi og ser til partiet. Jeg føler mig meget lille. Det er tydeligt at læse deres tanker. ”kan idioten ikke se at Df7 er mat. Hvad venter han på? Hvorfor trækker han ikke? Sikke en klaphat!” Det blev en lang aften og der skulle gå 33 træk før jeg endelig vandt mit parti.

I løbet af de næste uger vandt jeg samtlige partier og stod nu overfor Henrik Holm. Henrik er en yderst rar mand med et varmt smil. Han er veltalende og besidder sådan en feel good energi, akkurat som det er tilfældet med formand Hans. Noget som i øvrigt kendetegner mange af Hillerøds medlemmer, hvilket var en stor medvirkende faktor til mit valg af klub. Henrik skulle vinde over mig (som jo var ubesejret), for at vinde sin gruppe i klubturneringen. Det var en lang kamp, der rasede lidt frem og tilbage, men i et aktivt tårnslutspil vandt Henrik hurtigt en bonde. Med den ekstra erfaring blev der gjort kort proces og han vandt velfortjent. Der er ikke noget værre end at kæmpe en hel aften og så tabe til sidst. Noget alle skakspillere kender til. Jeg sværgede derfor at han aldrig skulle få den ære at ydmyge mig på den måde igen.

Der skulle gå et helt år før vi endnu engang stod ansigt til ansigt i klubturnering. Desværre var der noget arbejde som havde forhindret Hr Holm i at spille på den afsatte dag, hvilket automatisk udløste gevinst til mig inklusiv de tilhørende ratingpoint, medmindre jeg ville indvilge i at spille et hængeparti som det er kutyme i skak. Jeg blev ringet op af Henrik mere end en gang, lad os bare lige slå det fast. Skakspillere kan være yderst ihærdige og nidkære når det kommer til deres rating. Til sidst gav jeg efter og vi aftalte at spille en lørdag kl.12:00, hvor jeg for engang skyld kunne møde veludhvilet op. Jeg blev mødt af Henriks varme smil og med en frisk velbrygget kop kaffe som han havde klar til mig. Jeg havde naturligvis, som en hvilken som helst anden skakspiller med respekt for sig selv, allerede planlagt partiets udfald. Jeg havde udspillet hele partiet for mit indre op til flere gange. Han blev hurtigt rullet af banen. Et klassisk ”Greek sacrifice” på h7 fik ham til at sænke sig dybt ned i sin stol, mens han rystede hovedet i fortvivlelse. Et smil spredte sig på min læber, og jeg måtte bide hårdt sammen for ikke at afsløre det. Stjerneoverskrifterne rullede endnu engang for øjnende af mig. For dem der er familiær med det Greek Sacrifice hvor 1. Lc4x h7+ hurtigt efterfulgt af 2. Sf3-g5+ og 3. Dh5+, ved at det har katastrofale konsekvenser for sort- Dette hvis det er korrekt udført velopmærket.

Med en masse forkerte træk på de helt rigtige tidspunkter, gjorde at jeg hurtigt fik ofret mig til et ydmygt nederlag. De store overskrifter fadede for mit indre. Med en lang sej kamp forud fik jeg kæmpet mig til en tvivlsom remis som kun en ægte gentleman ville have taget imod, hvilket Henrik da også gjorde. Det betød at jeg igen afsluttede som nr. 2 Det samme skete det efterfølgende år, og der skulle gå endnu et år før jeg vandt min gruppe. NÆSTEN ubesejret med 6-7 point- Men det er en helt anden historie.

Den opmærksomme læser vil nu have forstået, at havde jeg sluttet med 7 point var jeg endt som et meget ulideligt menneske, hvilket vores formand heller ikke lagde skjul på, da han jublede YES efter at have hørt om mit nederlag i sidste runde. Så’n er det!

Skak er en udmattende sport som kræver noget ganske særligt. Vigtigst af alt er tid. Jeg besluttede mig derfor at ”træde tilbage, og hvile på mine laurbær” for en tid, mens jeg koncentrerede mig om mit bagland.

Her begynder den rigtige historie at tage form. Det er et privilegie at kunne spille skak. Her kan vi mødes neutralt med ens regler uden nogen sproglig barriere. Sproget er forudbestemt og nedskrevet. Den som taler det smukkest, vinder. Alle kan være med. Derfor har jeg også set det som min pligt at lære mine børn at spille skak allerede fra en tidlig alder. Da mine ældste døtre var omkring 9 og 13 år henholdsvis, tabte den ældste af dem et væddemål til undertegnede og endte med at skulle betale med at modtage 30 timers skakundervisning. Da hun ikke var helt tilfreds med udfaldet af væddemålet, udfordrede hun mig nogle dage senere med kvit eller dobbelt i et nyt væddemål. Dette resulterede i 60 timers skakundervisning. Sikke en præmie at få af sin far! Hvis bare jeg havde haft sådan en far som barn så havde jeg jo nok været verdensmester. Det er ganske vidst! I solidaritet med sin søster valgte hende på 9 også at være med i undervisningen.

Over de næste par måneder satte vi 25 minutter af om dagen (børn kan ikke koncentrere sig mere end 20 minutter alligevel) til kvalitetsundervisning, Åbningsspil, midtspil, slutspil, Spansk, Italiensk, Siciliansk, Kongens nøglefelter, matmønstre osv. De fleste sessioner tog alligevel mere end én time. De foregik som regel med tåre i øjnene over den mentale tortur som deres far udsatte dem for. Trak de forkert i opposition ved konge og bonde imod konge, startede vi bare forfra indtil den sad lige i skabet. Der blev terpet med tårene trillende ned af kinderne. Men da jeg ville have kvalitet for mine 25 minutter, så stoppede jeg bare tiden hver gang de vred sig på gulvet og bandede i afmagt. Den perfekte læringsmodel!

Der var en lektie mere i det her, og som jeg i øvrigt mente var mindst lige så vigtig. Et ord er et ord, og det skal man ære og værne om. Som en god far var det min pligt at lære dem de gode sande værdier, også selvom det gjorde ondt. Efter ca. 30 timers undervisning lagde min store pige sig fladt ned på ryggen og nægtede at røre et skakbræt. Vi indgik et kompromis og gik over til ”engelsk undervisning”. Jeg downloadede en 12 sider lang artikel på chess.com om de ti dygtigste kvindelige skakspillere igennem tiden, og bad hende læse den, og oversætte den fra engelsk til dansk. Målet var et spinkelt håb, om at noget af deres passion, ville smitte af på min datter.

Det gjorde det selvfølgelig ikke. Det er ikke mere end nogle år siden at jeg hørte dem begge sige, ”Vi hader alt ved skak og vi kommer aldrig til at spille det igen”. Jeg har grinet mange gange af den her historie, men som man ældes bliver man klogere, og alt imens jeg sidder her og formulere mine ord på papir slår min mave knuder og jeg får lidt våde øjne, for ikke at tale om en meget grim smag i min mund.

Jeg har 4 børn. Kuld nummer 2 er henholdsvis 6 og 7 år i dag. Mine store piger er i dag 18 og 15. Skak i kuld nummer 2 har taget sig noget anderledes ud. Vi spiller aldrig skak hvis de ikke har lyst. Det er jo en No Brainer for Dummies. Her ser den skarpe læser igen, hvordan mit upåklagelige intellekt ingen grænser har. Allerede fra 2års alderen lærte de at stille brikkerne op og lege med fars ”soldater”. Tommelfingerreglerne i åbningspillet er stadig indøvet, det samme er matmønstrene, skomagermatten er også introduceret, men kun for at lære dem om brikkernes rolle og hvordan de understøtter hinanden. Til gengæld er der blevet indført helt nye begreber i et meget sjovere og blødere læringsmiljø.

I skak kan man bygge kanoner og raketter til at angribe fjendens borge, men man skal huske at bruge alle sine brikker. Hvis ponyen bliver stående i ”stalden”, så er den ingen nytte til. Hvis tårnet eller sågar løberen bare blive stående i deres ”garage” og ruster så er det den sikre vej til nederlag. To tårne på anden eller syvende rend kan transformere sig til en voldsom bulldozer og hurtigt smadre kongens borg. Far tænker ofte højt og børnene griner endnu højere. Selvfølgelig skal dronningen stadig ikke for tidligt i spil, for så går far på damejagt. En gaffel er meget populær. Det gælder for både bonde og pony. Familiegaflen udløser altid stor jubel. At binde brikkerne til kongen eller dronningen er også et snedigt træk. Der er mange flere hemmeligheder der gemmer sig. Jeg kender desværre ikke dem alle sammen. Jeg ved dog at både løberen, tårnet og dronningen kan få superkræfter og udvikle røntgensyn. Det koster altid brikker.

Kort tid efter at min døtre uvilkårligt af hinanden, formelt havde proklameret deres afsky for det ædle spil, ringede den yngste af de to til mig. Der havde været en skakturnering i skolen, hvor hun havde knust samtlige modstandere. Hun lød meget stolt da hun berettede om hvordan hun havde brugt alt hvad hun havde lært.

Det varmede naturligvis mit hjerte og deres blasfemi er for længst tilgivet.

Kenny1

For et par dage siden, under et parti med min datter på 7, gik det således til at hun i midtspillet hurtigt fik placeret tårnet på den åbne e-linje og aktiverede dets røntgensyn, der borede sine stråler igennem hendes pony og lige ind i min dronning. Trækket efter var en afdækker trussel, der kostede hendes springer, men vandt mit tårn.

Kenny 2

Herefter trængte hun sine tropper ned på baglinjen for at give mig en mat i røven som hun grinende udtalte det. Men far giver aldrig let op, så hun måtte understøtte tårnet med hendes dronning og mase sig vej igennem.

Kenny3

Der var et par OUTS for far, men kunst belønnes næsten altid med gevinst. Sådan har det ikke altid været. Til gengæld straffes ”ønskeskak” stadigvæk hårdt og kontant. Det kan ik’ være anderledes. Hun elsker at vinde, men lige netop den dag var det særlig vigtigt. De mindste var nemlig i gang med at øve sig til en stor turnering, hvor deres storesøstre skulle komme på besøg og spille imod dem. Det var i går den fandt sted.

Selvom de små er skinnende talenter, kan koncentrationen ikke holde så længe af gangen (stadig 20 minutter), hvilket resultere i at de store piger stadig slider dem op og grinder dem i stykker. De kæmper alle med næb og klør. Det er en sand fryd for øjet at bevidne.

Kenny 4

 Min bedste oplevelse med skak er således ikke en enkeltstående oplevelse, men transformationen deri. Dét at lære ydmyghed og respekt. At vokse i takt med at jeg rykker på brikkerne- Sammen med mine børn.