Min bedste oplevelse med skak
Af Kenny Bagge
Jeg startede med at spille skak omkring
9-10års alderen. Jeg lærte det af min gudfar som var fra Iran.
Dengang bildte han hele familien ind, at han havde været træner i
Iran og havde opnået en bronzemedalje ved det iranske mesterskab. En
historie som næppe er rigtigt. (jeg har klasket ham mange gange
siden). Med tommelfingerregler som ”bønder i centrum”, ”springer før
løber”, ”hurtig rokade” og skomager mat”, reagerede jeg de næste ti
år i skolen, fritidsinstitutionerne og alle andre steder jeg befandt
mig. Lige indtil en dag jeg mødte en skakspiller. Han spillede i
Humlebæk skakklub, og for at bruge mine egne ord, gav mig en hurtig
omgang klask. Mit selvfede selvværd røg fra 100 til 0. Jeg meldte
mig derefter ind i Humlebæk og Espergærde skakklub, læste Bent
Larsens ”Vi spiller skak” bind 2-10, samt Modern Chess Openings hvor
jeg strandede ved side 2, THE KINGS GAMBIT, En moderne og yderst
populær åbning…….i det 18 århundrede, men som passede godt til mine
primitive café evner. Desuden spillede jeg en række turneringer.
Hele 7 stk. tror jeg nok det blev til. Her scorede jeg i øvrigt
topplaceringer i dem alle sammen. Herunder klubturneringen hvor jeg
vandt min gruppe i Espergærde skakklub. De andre turneringer var
Viking turneringen i Frederikssund og Kronborgturneringen i
Helsingør for at nævne de mere kendte. Min rating steg for hurtigt,
og jeg befandt mig snart på dybt vand. Endnu engang måtte mit
”selvværd” lide et knæk. Jeg var ung, fik et barn og efter et halvt
år med indbildsk skakfame var der ikke længere tid til at spille
skak.
Der skulle gå yderligere tolv år før jeg
igen tog brikkerne til mig. Naturligvis havde jeg i den
mellemlæggende periode fundet den kække facade frem på ny. I 2014
udkom en Netflix dokumentar der hed Brooklyn Castle. Den handler om
en skole i New York, hvor deres dream team hverken er basketball
eller amerikansk fodbold, men derimod deres unge skakhold som rejser
landet rundt og får sig en masse gode oplevelser. En ung pige på ca.
12 år og med en USCF rating på 1900 udtaler sig om skak, og siger
blandt andet følgende ”Alle kan blive gode til skak, hvis de bare
investere tiden i det”. Jeg var solgt. Jeg kontaktede samtlige
skakklubber i Nordsjælland og tog ud til deres klubaftener for at se
hvad de hver især havde at byde på… Og selvfølgelig for at se om der
var nogen der skulle have ”nogen på munden”!
Således gik det til at jeg befandt mig i
Hillerød skakklub siddende over for én af deres absolutte veteraner.
Mit første parti skak i 14 år. Det var midt i deres klubturneringen.
Hans, klubbens formand, havde være så venlig at lade mig deltage,
efter at han i de fire foregående uger, havde ageret både kampleder
og vært for mig. Her sad vi i et tilstødende lokale og nørdede og
snakkede skak hen over brættet. Tilbage til turneringen spillede jeg
e4 og blev mødt af e5 som naturligvis inviterede til side 2 i Modern
Chess Openings, the Kings Gambit. Hvis man ikke er familiær med
denne tvivlsomme åbning, Konge Gambitten, så kan man hurtigt komme
galt af sted med de sorte brikker. Efter 2. f4 som blev mødt af
2…f6? er der lagt op til en total katastrofe for de sorte brikker.
10 træk senere var sort mat i ét. En kendt og smuk variant i Konge
Gambitten- Og her begynder min historie.
8. d4+ g5 9. h4 Bb4+ 10. c3 Be7 11. hxg5+ Kg7 12. Qf7# 1-0
Min indre rejse med skak!
Foran mig sidder vores veteran, en mild
og høflig mand som lever op til alle de positive idealer jeg
associerer med skak. Det er klubbens 105års fødselsdag og der bliver
serveret kæmpelagkage, kaffe, the, øl og sodavand. Jeg bider mig
selv i læben for at tilbageholde mit smørrede grin. Jeg kan næsten
ikke skjule min begejstring. Min hjerne kører rundt i hovedet på
mig. Jeg har allerede set overskrifterne på klubbens hjemmeside:
”Nyt stortalent i Hillerød skakklub”. Jeg rejser mig fra min plads
og går hen og skænker mig selv noget af lagkagen som belønning for
min præstation, imens jeg digter videre på den lange artikel som
snart vil blive skrevet om mig. Jeg går tilbage og sætter mig ned og
venter på at sort trækker det eneste træk i stillingen, men som føre
til direkte mat, og med det, min nye titel som klubbens stjerne. Der
går lang tid. Endelig trækker sort. Jeg tager en bid af lagkagen.
Kigger væk for at skjule mit selvfede smørrede smil og trækker Df7#.
Jeg kigger op, og ser til min forfærdelse at jeg i min tågeillusion
har taget den forkerte brik i hånden. Det er løberen på c4 der
skulle understøtte min smukke overlegne dronning. Jeg bliver
svimmel. Det føles som om at jeg har fået en mukkert i hovedet.
Stjerneartiklen smuldrer som et puslespil for mine øjne og vækker
mig af min fantasi, som fører mig tilbage til virkeligheden. Jeg
kryber sammen i stolen, trækker skuldrene op omkring mine ører, og
sætter løberen tilbage på c4. Den næste halve time kommer næsten
samtlige spillere forbi og ser til partiet. Jeg føler mig meget
lille. Det er tydeligt at læse deres tanker. ”kan idioten ikke se at
Df7 er mat. Hvad venter han på? Hvorfor trækker han ikke? Sikke en
klaphat!” Det blev en lang aften og der skulle gå 33 træk før jeg
endelig vandt mit parti.
I løbet af de næste uger vandt jeg
samtlige partier og stod nu overfor Henrik Holm. Henrik er en yderst
rar mand med et varmt smil. Han er veltalende og besidder sådan en
feel good energi, akkurat som det er tilfældet med formand Hans.
Noget som i øvrigt kendetegner mange af Hillerøds medlemmer, hvilket
var en stor medvirkende faktor til mit valg af klub. Henrik skulle
vinde over mig (som jo var ubesejret), for at vinde sin gruppe i
klubturneringen. Det var en lang kamp, der rasede lidt frem og
tilbage, men i et aktivt tårnslutspil vandt Henrik hurtigt en bonde.
Med den ekstra erfaring blev der gjort kort proces og han vandt
velfortjent. Der er ikke noget værre end at kæmpe en hel aften og så
tabe til sidst. Noget alle skakspillere kender til. Jeg sværgede
derfor at han aldrig skulle få den ære at ydmyge mig på den måde
igen.
Der skulle gå et helt år før vi endnu
engang stod ansigt til ansigt i klubturnering. Desværre var der
noget arbejde som havde forhindret Hr Holm i at spille på den
afsatte dag, hvilket automatisk udløste gevinst til mig inklusiv de
tilhørende ratingpoint, medmindre jeg ville indvilge i at spille et
hængeparti som det er kutyme i skak. Jeg blev ringet op af Henrik
mere end en gang, lad os bare lige slå det fast. Skakspillere kan
være yderst ihærdige og nidkære når det kommer til deres rating. Til
sidst gav jeg efter og vi aftalte at spille en lørdag kl.12:00, hvor
jeg for engang skyld kunne møde veludhvilet op. Jeg blev mødt af
Henriks varme smil og med en frisk velbrygget kop kaffe som han
havde klar til mig. Jeg havde naturligvis, som en hvilken som helst
anden skakspiller med respekt for sig selv, allerede planlagt
partiets udfald. Jeg havde udspillet hele partiet for mit indre op
til flere gange. Han blev hurtigt rullet af banen. Et klassisk
”Greek sacrifice” på h7 fik ham til at sænke sig dybt ned i sin
stol, mens han rystede hovedet i fortvivlelse. Et smil spredte sig
på min læber, og jeg måtte bide hårdt sammen for ikke at afsløre
det. Stjerneoverskrifterne rullede endnu engang for øjnende af mig.
For dem der er familiær med det Greek Sacrifice hvor 1. Lc4x h7+
hurtigt efterfulgt af 2. Sf3-g5+ og 3. Dh5+, ved at det har
katastrofale konsekvenser for sort- Dette hvis det er korrekt udført
velopmærket.
Med en masse forkerte træk på de helt
rigtige tidspunkter, gjorde at jeg hurtigt fik ofret mig til et
ydmygt nederlag. De store overskrifter fadede for mit indre. Med en
lang sej kamp forud fik jeg kæmpet mig til en tvivlsom remis som kun
en ægte gentleman ville have taget imod, hvilket Henrik da også
gjorde. Det betød at jeg igen afsluttede som nr. 2 Det samme skete
det efterfølgende år, og der skulle gå endnu et år før jeg vandt min
gruppe. NÆSTEN ubesejret med 6-7
point- Men det er en helt anden historie.
Den opmærksomme læser vil nu have
forstået, at havde jeg sluttet med 7 point var jeg endt som et meget
ulideligt menneske, hvilket vores formand heller ikke lagde skjul
på, da han jublede YES efter at have hørt om mit nederlag i sidste
runde. Så’n er det!
Skak er en udmattende sport som kræver
noget ganske særligt. Vigtigst af alt er tid. Jeg besluttede mig
derfor at ”træde tilbage, og hvile på mine laurbær” for en tid, mens
jeg koncentrerede mig om mit bagland.
Her begynder den rigtige historie at tage
form. Det er et privilegie at kunne spille skak. Her kan vi mødes
neutralt med ens regler uden nogen sproglig barriere. Sproget er
forudbestemt og nedskrevet. Den som taler det smukkest, vinder. Alle
kan være med. Derfor har jeg også set det som min pligt at lære mine
børn at spille skak allerede fra en tidlig alder. Da mine ældste
døtre var omkring 9 og 13 år henholdsvis, tabte den ældste af dem et
væddemål til undertegnede og endte med at skulle betale med at
modtage 30 timers skakundervisning. Da hun ikke var helt tilfreds
med udfaldet af væddemålet, udfordrede hun mig nogle dage senere med
kvit eller dobbelt i et nyt væddemål. Dette resulterede i 60 timers
skakundervisning. Sikke en præmie at få af sin far! Hvis bare jeg
havde haft sådan en far som barn så havde jeg jo nok været
verdensmester. Det er ganske vidst! I solidaritet med sin søster
valgte hende på 9 også at være med i undervisningen.
Over de næste par måneder satte vi 25
minutter af om dagen (børn kan ikke koncentrere sig mere end 20
minutter alligevel) til kvalitetsundervisning, Åbningsspil,
midtspil, slutspil, Spansk, Italiensk, Siciliansk, Kongens
nøglefelter, matmønstre osv. De fleste sessioner tog alligevel mere
end én time. De foregik som regel med tåre i øjnene over den mentale
tortur som deres far udsatte dem for. Trak de forkert i opposition
ved konge og bonde imod konge, startede vi bare forfra indtil den
sad lige i skabet. Der blev terpet med tårene trillende ned af
kinderne. Men da jeg ville have kvalitet for mine 25 minutter, så
stoppede jeg bare tiden hver gang de vred sig på gulvet og bandede i
afmagt. Den perfekte læringsmodel!
Der var en lektie mere i det her, og som
jeg i øvrigt mente var mindst lige så vigtig. Et ord er et ord, og
det skal man ære og værne om. Som en god far var det min pligt at
lære dem de gode sande værdier, også selvom det gjorde ondt. Efter
ca. 30 timers undervisning lagde min store pige sig fladt ned på
ryggen og nægtede at røre et skakbræt. Vi indgik et kompromis og gik
over til ”engelsk undervisning”. Jeg downloadede en 12 sider lang
artikel på chess.com om de ti dygtigste kvindelige skakspillere
igennem tiden, og bad hende læse den, og oversætte den fra engelsk
til dansk. Målet var et spinkelt håb, om at noget af deres passion,
ville smitte af på min datter.
Det gjorde det selvfølgelig ikke. Det er
ikke mere end nogle år siden at jeg hørte dem begge sige, ”Vi hader
alt ved skak og vi kommer aldrig til at spille det igen”. Jeg har
grinet mange gange af den her historie, men som man ældes bliver man
klogere, og alt imens jeg sidder her og formulere mine ord på papir
slår min mave knuder og jeg får lidt våde øjne, for ikke at tale om
en meget grim smag i min mund.
Jeg har 4 børn. Kuld nummer 2 er
henholdsvis 6 og 7 år i dag. Mine store piger er i dag 18 og 15.
Skak i kuld nummer 2 har taget sig noget anderledes ud. Vi spiller
aldrig skak hvis de ikke har lyst. Det er jo en No Brainer for
Dummies. Her ser den skarpe læser igen, hvordan mit upåklagelige
intellekt ingen grænser har. Allerede fra 2års alderen lærte de at
stille brikkerne op og lege med fars ”soldater”.
Tommelfingerreglerne i åbningspillet er stadig indøvet, det samme er
matmønstrene, skomagermatten er også introduceret, men kun for at
lære dem om brikkernes rolle og hvordan de understøtter hinanden.
Til gengæld er der blevet indført helt nye begreber i et meget
sjovere og blødere læringsmiljø.
I skak kan man bygge kanoner og raketter
til at angribe fjendens borge, men man skal huske at bruge alle sine
brikker. Hvis ponyen bliver stående i ”stalden”, så er den ingen
nytte til. Hvis tårnet eller sågar løberen bare blive stående i
deres ”garage” og ruster så er det den sikre vej til nederlag. To
tårne på anden eller syvende rend kan transformere sig til en
voldsom bulldozer og hurtigt smadre kongens borg. Far tænker ofte
højt og børnene griner endnu højere. Selvfølgelig skal dronningen
stadig ikke for tidligt i spil, for så går far på damejagt. En
gaffel er meget populær. Det gælder for både bonde og pony.
Familiegaflen udløser altid stor jubel. At binde brikkerne til
kongen eller dronningen er også et snedigt træk. Der er mange flere
hemmeligheder der gemmer sig. Jeg kender desværre ikke dem alle
sammen. Jeg ved dog at både løberen, tårnet og dronningen kan få
superkræfter og udvikle røntgensyn. Det koster altid brikker.
Kort tid efter at min døtre uvilkårligt
af hinanden, formelt havde proklameret deres afsky for det ædle
spil, ringede den yngste af de to til mig. Der havde været en
skakturnering i skolen, hvor hun havde knust samtlige modstandere.
Hun lød meget stolt da hun berettede om hvordan hun havde brugt alt
hvad hun havde lært.
Det varmede naturligvis mit hjerte og
deres blasfemi er for længst tilgivet.
For et par dage siden, under et parti med min datter på 7, gik det således til at hun i midtspillet hurtigt fik placeret tårnet på den åbne e-linje og aktiverede dets røntgensyn, der borede sine stråler igennem hendes pony og lige ind i min dronning. Trækket efter var en afdækker trussel, der kostede hendes springer, men vandt mit tårn.
Herefter trængte hun sine tropper ned på baglinjen for at give mig en mat i røven som hun grinende udtalte det. Men far giver aldrig let op, så hun måtte understøtte tårnet med hendes dronning og mase sig vej igennem.
Der var et par OUTS for far, men kunst
belønnes næsten altid med gevinst. Sådan har det ikke altid været.
Til gengæld straffes ”ønskeskak” stadigvæk hårdt og kontant. Det kan
ik’ være anderledes. Hun elsker at vinde, men lige netop den dag var
det særlig vigtigt. De mindste var nemlig i gang med at øve sig til
en stor turnering, hvor deres storesøstre skulle komme på besøg og
spille imod dem. Det var i går den fandt sted.
Selvom de små er skinnende talenter, kan
koncentrationen ikke holde så længe af gangen (stadig 20 minutter),
hvilket resultere i at de store piger stadig slider dem op og
grinder dem i stykker. De kæmper alle med næb og klør. Det er en
sand fryd for øjet at bevidne.
